Der skulle gå omkring 24 timer her i Kathmandu, før jeg fandt ud af hvad det var, der var fundamentalt anderledes. Jeg kunne ikke umiddelbart sige hvad det var, alting virkede normalt. Og det er netop det som er det unormale.
Det handler om elforsyningen. I alle de år jeg er kommet i dette land har nepaleserne levet med load shedding, dvs fordeling af den elektricitet der nu engang er til rådighed hver eneste dag. I de værste perioder var der kun strøm nogle timer om dagen. Men nu var der elektricitet hele tiden. Jeg spurgte selvfølgelig Surendra, om det virkelig kunne passe.
- Ja, hele døgnet alle ugens dage.
- Hvordan det?
- Der kom en ny chef for Nepals elforsyning.
- Og?
- Han lavede nogle nye aftaler med Indien, og fik lavet et lokalt projekt færdigt.
- Hvorfor er der ikke nogen, der har gjort det før.
- Fordi det var dem som solgte generatorer og batterier ikke interesserede i.
- Og nu er det vel gået op for nepaleserne at de er blevet snydt i alle de år.
- Ja.
- Og hvad betyder det så?
- Ikke noget. Vi har strøm.
Og dette er et glimrende eksempel på det bedste og det værste i Nepal. En hensynsløs korruption, der gør alt muligt besværligt, og en ufattelig tålmodig befolkning som det er en stadig fornøjelse at være sammen med.
Samme befolkning skal vælge nyt parlament i slutningen af november. Efter en masse politisk bøvl lykkedes det at gennemføre rimeligt fredelige og retfærdige lokalvalg over hele landet, og nu skal der vælges et nyt parlament. TV dueller osv ligner det vi kender i Dk. På den måde ser det ud til at Nepals demokrati nu er mere stabilt end i mange år, og der er håb om at også parlamentsvalget vil foregå fredeligt. Resultatet bliver sandsynligvis ikke noget afgørende skift i den politiske ledelse, som alle nepalesere, på tværs af partiskel, er enige om er fuldstændig håbløse og inkompetente.
Derfor har nepaleserne for længst lært at klare sig på trods af deres ledere. Man forventer ikke noget af dem. Meget tydeligt efter jordskælvet i 2014. Stort set al genopbygning blev iværksat lokalt mens lederne skændtes om hvordan hjælpekagen skulle skæres.
Man må nok håbe på at forandringer så småt vil komme fra en yngre generation, og det er heldigvis dem, som jeg, i min lillebitte niche, forsøger at gøre noget for. Og indenfor børnelitteraturen er der heldigvis sket rigtig meget i de seneste ti-tolv år, som tilfældigvis netop er den periode hvor jeg har været involveret. Udvalget og kvaliteten af børnebøger er vokset eksplosivt. Det er langtfra kun min fortjeneste. En række store INGO’er, internationale organisationer, som Room to Read, READ og flere andre, har gjort og gør en kæmpestor indsats for udvikling og udbredelse af gode bøger og udviklingen af en læsekultur. Det store problem er nu det sidste. At læse bøger er ikke almindeligt og at gå ind i en boghandel og købe børnebøger, som ikke er obligatoriske lærebøger, er forbeholdt en ret lille elite. Havde det ikke været for INGO’erne, som køber ind og distribuerer til skoler og biblioteker, opretter biblioteker, uddanner bibliotekarer, illustratorer og forfattere, så havde der ikke været basis for en produktion af børnebøger overhovedet. Men nu er her faktisk et børnebogsmiljø, og det er rigtig sjovt og bekræftende at være en del af det. Dagen efter jeg var ankommet fra Sibirien havde Rajeev, min forlægger og gode ven, arrangeret en sammenkomst med hele mit netværk. De var der næsten allesammen, og det er altså helt vildt rart.
Dagen efter præsenterede vi den seneste udgivelse af de tre bibelforvanskninger som jeg har lavet med Sven Nordqvist, “Begyndelsen”. Jeg er virkelig taknemmelig for at Sven vil være med til det, for det er absolut ikke noget vi tjener penge på. Også en stor tak til Kunstfonden for støtte til oversættelse og rejsen. Præsentationen foregik på en skole, og var på bedste nepalesiske vis en meget formel affære.
- And now I request the school principal to take his seat, sagde organisatoren.
Uheldigvis havde jeg allerede sat mig på en af stolene på scenen, og det var vistnok inspektørens, men alt faldt på plads og selv min fortælling var ganske vellykket, og ikke mindst de efterfølgende spørgsmål, som faktisk ligner dem som danske børn stiller i lignende situationer. Børnene her kender ikke Biblen, heller ikke Skabelsesberetningen eller Noas Ark, lige så lidt som danske børn kender Mahabaratha eller Ramayana. Jeg siger stort set ikke noget om Biblen, for vi ønsker ikke at nogen skal få den tanke at vi missionerer. Det er de lidt overfølsomme for.
Ellers er det lidt som at være en rockstjerne. Børnene står i kø for at købe signerede bøger. Ikke af mig men af Rajeev. Forestil jer reaktionen på en dansk skole, hvis en dansk børnebogsforfatter holdt foredrag på en skole og bagefter solgte sine bøger.
I dag besøgte vi to privatskoler og fortalte historier. Børnene var meget engagerede og velforberedte, hvilket denne video demonstrerer.
https://youtu.be/MUCDx4YxQN0
I morgen tidlig begynder vi så book tour de Nepal. Først til Phalebaas vest for Pokhara og besøger skolen der, hvor jeg har undervist flere gange. Der er ca. 300 km og turen tager nok omkring 12-14 timer. Vi skal også snakke om et projekt, som jeg har fået Rotary Fredensborg til at interessere sig for, og som går ud på at hjælpe skolen op på et højere niveau. Derfra til Kushma, Baglung, Beni, Jomosom, Muktinath, Pokhara og tilbage til Kathmandu. Altsammen i løbet af en uge. Jeg glæder mig især til at komme til Muktinath, et tempel i 3.700 meters højde, som er helligt for både hinduer og buddhister. Jeg tror ikke at jeg skal fortælle historier eller præsentere bøger der.
Men allerførst skal jeg stege bøffellever. Surendra og drengene vil ikke røre det, men Saru, hans kone, og jeg, vi elsker det. Det smager meget som kalvelever.