EN ENGEL BAG ØRET

Man må fortælle for at skabe virkeligheden

Min familie er en jødisk indvandrerfamilie. Min farmor og farfar kom fra Østeuropa til Danmark i 1912, min mormor og morfar kom til Sverige lidt tidligere. Jeg besluttede for mange år siden, at skrive vores slægts historie, men det kom til at tage mange år og virkelig meget research, som bl.a. bragte min søn og mig til Ukraine og Hviderusland i jagten på den lille flække, Antonovka, hvor min farmor blev født i 1890. Jeg endte med at skrive både en bog for voksne og en for børn. Historien er mere eller mindre den samme og særdeles farverig. De udkom samtidig i 2011. 

Jeg vil meget gerne fortælle om arbejdet og det flydende forhold mellem fakta og fiktion.

For voksne.

Omslag Sascha Altschuler 

For børn.

Omslag Harvey Macaulay

E-bogsudgaven

Omslag Sascha Altschuler

Det er ikke usædvanligt, at forfattere fortæller den samme historie for børn og for voksne. Det gør f.eks. Knud Erik Pedersen. Det usædvanlige er, at Sally Altschulers to udgaver af samme sag udkommer samme dag. Så kan man sammenligne. 

   Der er egentlig ikke den store forskel på ”Min tipoldefar var russer og havde slangekrøller”, der henvender sig til børn og ”En engel bag øret”, der er skrevet for voksne og dobbelt så lang. De fortæller begge to historien om, hvorfor manden Salomon (Sally) Altschuler kan sidde oppe i Fredensborg og være ham. Jøde uden at være jøde. Det er, som han skriver: ”forunderligt”.  Så han eftersporer sine rødder, han udspørger de ældre, og han trækker på de historier, som går fra generation til generation. Her er en begivenhed, som overskygger alt andet i den familielinie, der har bevæget sig over Hiswerovitz, Mittelman og lignende for at ende ved den gamle synagoge: Altschuler. 

   Begivenheden er naturligvis forfatterens tipoldefar Berels møde med en bjørn i marts 1868 på vej hjem til Jødevejen i Antonovka i det nuværende Hviderusland. Hvordan det spænder af, skal ikke røbes, men herefter kan Berel tale med dyrene. Han fører lange, sokratiske samtaler med sin hest Hillel. Og der er egentlig ikke nogen i Jødegaden der betvivler, at dyr og menneske kan tale sammen. Et myldrende liv af familiemedlemmer, rabbinere og særlinge vokser op fra siderne. Religionen er benhård. Tvangsægteskabet er det almindelige. Og progromer falder uvarslet. Sally Altschuler maler det frem, som er væk for altid.   

   Der er en tydelig forskel på fortælletonen i de to bøger. Det er som om forfatteren er mest åben og forunderlig overfor de mindste læsere og det mirakel, som har skabt ham efter endeløse krige, sygdomme, sult og holocaust. Der er et stort hul i familielinien efter sommeren 1941. I Slangekrøllebogen  har fortælleren god tid, god plads på fortælleknæet og han indleder med netop det emne, som måske ikke får flest læsere til at holde ved: Slangekrøllerne. Men Sally Altschuler fremturer, for han har fundet tonen, og dem, der vil være med, skal nok finde bogen. Først på side 16 fyrer han trumfkortet med bjørnehistorien af. Den bliver brugt som indgang til voksenbogen. 

   De bedste historier er med i begge bøger. F.eks. dem om hvorledes oldemor kom fra Berlin til Kopenhagen, og hvorledes den fattige skomager blev rig. Voksenbogen forudsætter, at noget er bekendt. F.eks. slangekrøller. Og den kommer også rundt om politiske forhold og slægtens sorte får Fruma, der var med til at bombe zaren. 

   Pedanter vil kunne indvende, at krøniken ikke bliver fulgt helt ajour og til dørs. Der er ingen fotos fra Jødevejen i Antonovka. Forfatteren har været der, og den  ligner sig selv. Der er heller ikke noget kort. Men det er vel netop det fine ved bøgerne, at de svæver ind i hytterne og ikke holder rækkefølgen og koncentrerer sig om det, forfatteren ikke ved noget om. Så er der noget at digte videre på. Måske sagde hesten Hillel ikke ordret det, der lægges i dens mule. Men næsten. Og kort og fotos ligger på hans hjemmeside. 

STEFFEN LARSEN 

Læs anmeldelsen i Politiken