Det er skønt at være hjemme i Kathmandu igen efter en vel overstået uge vest- og nordpå, hvor jeg har præsenteret vores bibelforvanskninger for mellem 1000 og 1500 børn på 11 meget forskellige skoler, governement schools med meget begrænsede resourcer, og bedre private schools med smartboards m.m. Nogle steder med Rajeev som tolk, andre hvor de forstår engelsk. Rajeev en fremragende fortolker. Udover at være chef for mit nepalesiske forlag, Kathalaya, er han en dygtig fortæller. Vi har snakket om at vi sådan set kunne lave en world tour. Alle steder var børnene meget engagerede og opmærksomme. Hen ad vejen blev showet mere løssluppent med involvering af børnene. Når vi fortalte historien om Noas skib, så skulle vi jo bruge et vredt næsehorn, en spætte, en skræmt hyæne og endda et hul i skibet, så jeg trak generte børn op og fik dem til at agere. Det blev mere og mere sjovt, og det er uden tvivl en meget speciel oplevelse for dem - og endnu mere for mig. Jeg kan være nok så træt, når vi begynder, men når jeg ser alle de forventningsfulde og engagerede ansigter, så får jeg et skud energi. Det kan lyde som en kliché, men det passer.

Shanta oversætter i Pokhara

Udover Rajeev og mig var vi Bhola Lamsal, en herre i begyndelsen af halvfjerdserne med en utrolig energi og evne til at få ting til at ske, som utrætteligt arbejder for at udvikle sin hjemby, Phalebaas, hvor jeg har været mange gange og også denne gang. I kraft af Bhola’s indsats har de en radiostation, et bibliotek, et hospital, og nu er han så, sammen med Rajeev og andre, gået i gang med et projekt der skal løfte den lokale government schools niveau. Det var i øvrigt på hospitalet at jeg mødte det eneste blegansigt jeg havde set siden Pokhara, en læge fra München, som Rotary i Tyskland har sendt ud for at kigge på det projekt, de har støttet. Den sidste rejsekammerat var Shanta, som er production manager på forlaget og yogainstruktør. Noget af det bedste ved hende er at hun som regel synes at mine vittigheder er sjove. Nå ja, så var der selvfølgelig også Rajeevs firehjulstrækker, som har sit eget temperament og spillede en vis rolle i forløbet.

Forfatteren, Rajeev, Bhola, Shanta

Første stop på turen var Phalebaas, 12-14 timers kørsel fra Kathmandu, via Pokhara. I Pokhara opdagede vi at bilen lækkede olie. Et lokalt værksted fandt ud af at det var noget med dynamoen, men kunne ikke lave den før dagen efter, så vi kørte videre på støvede, helt idiotiske jordveje veje med huller som badekar med en dunk olie og en bil der skulle skubbes i gang, hvis Rajeev kom for skade at slukke motoren. Nå, men i Nepal er der bakker nok at trille ned af.

Den følgende dag underholdt Rajeev og jeg med Noas skib på skolen i Phalebaas, og så havde vi møde med inspektør og lærere. Det handlede om hvad de synes at de har brug for i forhold til evt. støtte fra Rotary. De har set smartboards andre steder, og det har de forelsket sig i. Tilsyneladende tror de at der automatisk kommer fremragende undervisning ud af det, bare man har sådan en dims.

Jeg holdt en brandtale, der ville have gjort indtryk på selv en dansk politiker, om at al forandring starter med dem selv, og at de slet ikke har resourcer til at udnytte så avanceret teknologi. I stedet bad jeg dem se sig om i klasselokalet. Det lignede jo en ramponeret garage, og det skyldes ikke udelukkende manglende resourcer, men også vanetænkning og ligegyldighed. Jeg blev helt grebet af mine egne ord og svingede mig op til at tale om klasselokalet som lærdommens tempel, at de var præsterne og at klasselokalet skal afspejle den holdning. Ville de lade et Ganesh tempel se sådan ud? I stedet for avanceret teknologi skulle de tænke på nye møbler og klasselokalets indretning. Mange af dem nikkede bekræftende,

Da jeg var kommet ned fra de oratoriske højder, kyndigt oversat af Rajeev, var en del af visdommen åbenbart sivet ind hos inspektøren, som nikkede og sagde.

- Ok, så kan vi måske nøjes med et smart tv.

Men man ændrer jo ikke holdninger på en eftermiddag, og sådan et projekt er selvfølgelig noget der foregår i dialog, uden at man derfor skal være naiv.

Tidligt næste morgen videre til Kushma og fortælle på to skoler, møde med lokale forfattere (hvilket her betyder at de måske har skrevet en textbook til undervisning) og tale om skønlitteraturs betydning, very basic og Kathalayas programmer for læsning. Herfra videre til Baglung, (hvor de såmænd har noget så avanceret som eldrevne richshaws) sove, spise, fortælle på et par skoler mens bilen blev repareret. Om morgenen kunne Shanta, Bhola og jeg lige nå at besøge det lokale Kalitempel, som er meget berømt. Det har også en speciel betydning for mig, for i forbindelse med vores projekt om jordskælvsbøger skrev jeg en historie, ud fra en beretning fra en skoleelev, som netop foregår omkring dette Kalitempel. Jeg vidste bare ikke, at det var i Baglung. Så blev jeg så meget klogere.

og så videre til Beni. Ingen optræden i Beni, for herfra skulle vi næste morgen køre op til Jomsom og derfra til Muktinath, helligt for både hinduer og buddhister. Fra Beni til Jomsom er der omkring 75 km. Jeg undrede mig over at vi skulle efterlade Rajeevs bil i Beni og fortsætte til Jomsom og Muktinath i en lejet jeep. Nu var den jo lige blevet lavet.

- Vejen er meget dårlig, sagde Rajeev.

Jeg tænkte at den sgu da ikke kunne være værre end vejen fra Pokhara til Phalebaas. Deri tog jeg gruelig meget fejl. Det tog os omkring 10 timer at tilbagelægge de 75 km. Det er en gåde hvordan det lader sig gøre at mine nyrer stadig sidder omtrent på deres plads efter den tur. Til gengæld er det noget ef det flotteste, mest storslåede landskab jeg har set i Nepal, og det siger ikke så lidt. Oppe over 2500 meter er det et forrevent ørkenlandskab med den snedækkede Annapurna kæde ganske tæt på, domineret af tinderne Nilgiri og Dhaulaghiri. (8.1

Jomsom ligger i 2700 meter. Den er et knudepunkt for trekkere på de forskellige Annapurna ruter, så her er udmærkede hoteller og restauranter. I en tilfældig cafe faldt vi i snak med en ung mand, der serverede, og han spurgte nysgerrigt hvad vi var for nogen. Det viste sig så, at han var illustrator, uddannet hos professor K.K. Karmachaya, som jeg kender udmærket og som har deltaget i flere af vores workshops. Og han kendte selvfølgelig også en del af de illustratorer, jeg har arbejdet med. Jeg ser i øvrigt K.K. og nogle af de andre i morgen. Verden er stor - og nogen gange meget lille.

Næste morgen kørte vi op til Muktinath. På vejen undrede jeg mig over at man finder på at bygge et tempel m.m. et så svært tilgængeligt sted. Og så for et par hundrede år siden eller mere. Men da jeg var der, så forstod jeg det. Muktinath er simpelthen en rejse værd. Når man står der oppe og lader sig betage af verdens skønhed, så er det som om alting sættes i perspektiv og diverse problemer, globale eller private, indtager deres rette plads i verdensbilledet.

Der er både et hindutempel og et buddhisttempel. I det lille hindutempel var der masser af glade, unge nepalesere, som badede i det hellige, lunkne vand der strømmer ud af 108 haner. Temperaturen var vel omkring frysepunktet i øvrigt, men ligesom al den tid, jeg har været der, skinnede solen fra en næsten skyfri himmel, hvilket ikke forringede oplevelsen. Ikke langt derfra er budhhisttemplet. Her var ikke et øje, udover fornemmelsen af Buddhas nærvær.

Buddhatempelt og en sten

Tilbage til Jomsom og videre til Beni. På vejen besøgte vi skolen i Jomsom uden at fortælle historier, men for at Rajeev kunne fortælle om Kathalayas tilbud.

Skoleinspektøren i Jomsom

Vi nåede Beni sent om aftenen efter endnu en rystetur. Der kører også små busser op fra Beni til jomsom, og det begriber jeg bare ikke.

Såkaldt vej

Såkaldt genvej

Næste morgen afsted til Kushma i Rajeevs bil, hvor vi satte Bhola af, så han kunne fortsætte tilbage til Phalebaas. Til gengæld samlede vi skoleinspektøren fra Phalebaas op, så han kunne køre med os til Kathmandu. Visse former for logistik fungerer faktisk i Nepal.

Men ingen form for logistik kan tage højde for Rajeevs bils luner. En halv snes kilometer fra Kushma udstødte den meget ildevarslende lyde, som ikke kunne ignoreres. Jeg syntes at det lød terminalt. I hvert fald kunne vi ikke køre videre. Hurtig beslutning. Shanta og jeg sprang på den første bus til Pokhara, så vi kunne nå at gennemføre de aftalte storytellings, nu med Shanta som tolk. Skoleinspektøren hoppede på den første bus til Kathmandu. Rajeev efterlod vi med den syge Mahindra.

Vi nåede Pokhara og gennemførte to fremragende optrædener, mens vi løbende blev underrettet om bilens helbred. Der var fremskridt. Ud på aftenen mødtes Shanta og jeg med min gode ven, Anuradha, og to amerikanere, Beth og Angela. Anuradha har tidligere arbejdet for Kathalaya men er nu i INGO’en Room to Read. Beth har arbejdet med bøger og læsevaner i Nepal i snart tyve år. De tre skulle på trekking. Da vi havde fået nogle øller, dukkede Rajeev op. Der var skiftet nogle vitale tandhjul i gearkassen og så kunne Mahindra igen. Så var der jo noget at fejre, og det sluttede først da den sidste bar lukkede. Det skal så siges at det gør den kl. 12, så skaderne næste morgen var til at overse.

Nu blev Rajeev i Pokhara, så han havde indforskrevet sin chauffør fra Kathmandu til at køre Shanta og mig tilbage. Det gik sådan set fint, indtil vi var lige udenfor Kathmandudalen. Så kogte Mahindra over, måtte have vand og køle ned, inden vi fortsatte.

Hvis man nogen gange synes at Helsingørmotorvejen en novembermorgen omkring 8:30 er ulidelig, så kan jeg anbefale indfaldsvejen til Kathmandu om eftermiddagen. Herefter vil man ikke finde anledning til klage. De sidste ti km tog os tre timer i støv, støv og larm. Og på vejen gjorde nogen os opmærksom på at Mahindra haltede på venstre forhjul. Næsten helt fladt. Heldigvis var der et sted med en pumpe lige ved siden af.

I det meste hernede, er jeg jo heldigvis i den situation at jeg ikke kan gøre hverken fra eller til. Jeg kører ikke bil, ejheller reparerer jeg dem, jeg sørger ikke for hoteller eller mad, stort set læner jeg mig tilbage og siger “It’s not my responsibility”.

Nå jeg så bliver placeret foran nogle forventningsfulde børn, så springer jeg op som trold af en æske og giver dem det jeg har. Det er en fin arbejdsfordeling, synes jeg.

I dag skal jeg mødes med en koordinator af udviklingsprogrammet på skolen i Phalebaas og med min rigtig gode veninde, Renchin, som var kulturkonsulent på den hedengangne danske ambassade og var meget aktiv i de projekter vi lavede dengang. I morgen har jeg inviteret “the usual suspects”, dvs. alle dem jeg har arbejdet sammen med gennem årene, til party. Det skal nok blive sjovt.