51 shades of green

Hvis nogen en nat skulle finde på at vække mig af min dybeste søvn og spørge, hvad der er det første jeg tænker på, når man siger “Bali”, så vil jeg uden tvivl svare enten “Gå ad Helvede til” eller “Grønt”. Om noget, så er Bali grøn og afsindig frodig. Forleden lejede jeg en scooter og kørte ud i det grønne. Balis geografi er bestemt af vulkanerne mod nord, de aktive Agung og Batur og så nogle inaktive. Det betyder at regnvandet, og det er der en del af, løber mod syd og gennem millioner af år har skåret dybe furer fra nord til syd i øen. Det ser man tydeligt på vejnettet. Det er nemlig besværligt og dyrt at bygge broer, så vejene følger bjergkammene langs de stejle floddale. Det ses tydeligt på kortet.

Det betyder også at hvis man skal fra øst til vest eller omvendt, så må man sædvanligvis tage en meget stor omvej, så da jeg kørte ud i det grønne, kørte jeg mod nord. Jeg valgte nogle af de mindre befærdede veje og deraf overskriften. Der høstes ris tre gange årligt og terrasserne har forskellige grønne nuancer alt efter hvilket stadie de befinder sig på. Så er der bananerne, kokospalmerne, jackfruittræerne, rambutan, mangosteen, hibiscus, bambus og alt det andet udefinerligt grønne som ikke efterlader en kvadratmeter jord ubevokset.

På et tidspunkt havde jeg valgt en vej som endte ved et gammelt, forfaldent tempel hvor jeg var helt alene med nogle fugle. Der satte jeg mig så og vegeterede indtil jeg så småt begyndte at gro til, hvorefter jeg vendte tilbage til virkeligheden.

Igår gik Bette og jeg en lang morgentur ud i rismarkerne i omegnen. Udover at temperaturen er menneskevenlig om morgenen, så er lyset også et andet og på spidsen af hvert et risblad sidder en lille vanddråbe. Det er ganske smukt. Vi prøvede at fotografere, men sådan noget skal man jo være prof for at fange.

Og idag har vi så været på cykeltur. Når man nu betænker hvad jeg lige har fortalt om geografien, så lyder det jo som ualmindelig anstrengende, og det ville det også være hvis ikke det foregår på den måde at man kører opad i en bil med cyklerne bagpå. I Kintamani, hvor man har en fabelagtig udsigt til Batur, får man den dårligste morgenmad vi har fået på Bali, men dermed er prøvelserne også overstået. Resten af turen er ned af bakke. 30 km, Bette og jeg på gode mountainbikes og en glimrende guide, der virkelig formåede at uddybe vores kendskab til kulturen. Bortset fra to bakker, hvor vi trak, så var det helt reelt ned ad bakke i 30 km. Det har jeg aldrig prøvet før. Guiden ledte os jo ad de små ubefærdede veje, gennem landsbyer hvor vi fik et indtryk af hvordan balineserne lever udenfor turistområderne. Turen inkluderede også et besøg hos en familie hvor vi fik forklaret hvordan sådan et familiecompound er indrettet, på en helt fastlagt og traditionel måde. Det var absolut en familie i bunden af kastesystemet, og på den måde syntes jeg at fattigdommen lignede noget jeg har set i Nepal - med et kastesystem der ligner.

Dråber på ris

Batur set fra Kintamani

Man kunne jo ellers få den naive tanke at i en natur der er så gavmild, ville alle have rigeligt, men nej. Bali er heller ikke på den måde noget paradis, selvom det umiddelbart ser sådan ud. Men der hvor sammenligningen med Nepal også holder, det er befolkningens imødekommenhed, hjælpsomhed og helt naturlige venlighed. Nu skal man jo ikke generalisere, men der er sgu noget om det. Man kunne et øjeblik tro at det er noget med hinduismen, men hov, det er jo ikke helt sådan, jeg har oplevet det i Indien.

 

Hvorom alting er så vender vi vores solbrune næser hjemad søndag aften og ankommer i vinterens sidste krampetrækninger mandag eftermiddag. Alt andet lige, så bliver det rart. Vi savner ost og rødvin, at lave sin egen mad og vi glæder os til at komme til Blekinge og tænde op i vores vedspis.

 

Vi ses i kulden.