Man kan vænne sig til luksus

Nu har vi snart været her på Bali i to uger, og vi er vældig godt akklimatiseret. Vi følger med på sidelinien i dansk politik, men det forekommer temmelig pudseløjerligt herfra. Især er Anders Samuelsen sjov. Vi kan ikke rigtig finde ud af om han er eller Trump er den sjoveste. Men Anders har i det mindste ikke en bombeknap og det er da altid noget.

 

På Santra Putra Guest House i Penestanan udenfor Ubud har vi et andet hus end det, vi har boet i tidligere. Det ligger længere væk fra vejen, hvor der i øvrigt ikke kan køre biler, så her er meget stille. Bortset fra cikaderne, gekkoerne og frøerne forstås. Vi har en terrasse på ca. 50 kvm, og det er skønt for det er reelt der vi opholder os når vi ikke sover.

Nedenfor terrassen er der en lille pavillon hvor jeg kan lide at arbejde. 

 

 

På fotoet er husets frue, Made, ved at fortælle mig om deres miniferie i Bangkok. Alle de unge piger, som gik rundt på gaderne og ledte efter mænd, gjorde et stort indtryk. Jeg sagde at det nok er nogenlunde det samme i Kuta, turistområdet sydpå. Det havde hun svært ved at tro på.

 

Vi har et lille, spartansk udstyret køkken, hvor vi kun sjældent laver mad, for det er godt og billigt at gå hen på f.eks. Mades Warung og få et udmærket måltid inkl. øl for 50 dkr. For os begge.

 

Skal det være fint, og det skulle det selvfølgelig på Bettes fødselsdag, så kan man gå på Mozaic. Så er vi oppe i Noma klassen. Totalt avanceret, 8 retter plus det løse og vinmenu. Dyrt, men ikke som Noma, og en stor oplevelse.

 

 

 

Forrige år købte vi en figur der forestiller Gareng, en af fire brødre fra lokale folkeeventyr. Ham sendte vi hjem og det gik fint. Sidste år købte vi så en af hans brødre, Petrok, og sendte ham afsted sammen med nogle andre ting, vi ikke gad slæbe på. Men Petruk ville ikke rigtig til Danmark. Vi kunne jo tracke hans tur rundt i verden, hvor han nåede til New York. Der kunne de ikke finde Toftevej, så efter en rum tid kom han til Jakarta. Der blev han meget længe, mens Pos Indonesia på Messenger hele tiden bad mig være tålmodig. En uge inden vi rejste hjemmefra kunne de så fortælle, at ifølge deres oplysninger var Petrok nu tilbage i Ubud. Vi havde naturligvis vores tvivl, men noget af det første vi gjorde var at besøge posthuset i Ubud. Og her ventede Petruk sandelig på os. Sådan set kan jeg godt forstå at han hellere vil være her end i Danmark lige nu, men på den anden side venter hans bror jo på ham. Postmesteren var meget brødebetynget og uden større diskussion tilbagebetalte han os de 900 dkr vi havde betalt - dog fraregnet 50 kr for emballeringen. Så nu har vi ham her, fint indpakket, og vi har tænkt os at tjekke ham ind som bagage, når vi flyver hjem. Vi må nemlig have 30 kg med Qatar og Petruk vejer kun omkring 10. Hvis vi falder over en af de resterende brødre, Semar eller Bagong, så kan det være at vi kompletterer samlingen.

.

Vores terrasse i Penestanan

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vores venner fra Århus, Søren og Biv, læste bloggen fra sidste år, og blev så tændte at de også bor her nu. Det er vildt hyggeligt. I weekenden tog vi alle fire helt ud vestpå til et naturreservat hvor vi boede på et resort inde i reservatet, The Menjangan. Det var den mest udsøgte luksus på alle måder. Resortet er spredt ud over et meget stort område, så når man skal fra det ene sted til det andet bliver man kørt i nogle små shuttles. Midt i det hele er Bali Tower en imponerende trækonstruktion i 5 etager. Øverst er der en forrygende udsigt over junglen og helt til Java. Ikke det værste sted at indtage cocktails især ikke når der er happy hour. Det er low season og vulkanen har gjort sit for at skræmme turister bort, så vi havde det nærmest for os selv. Serviceniveauet absurd højt, priserne lave. Hver gang vi forlod vores værelse myldrede personalet ind for at se om hjemmesandalerne nu stod som de skulle, tjekke toiletpapiret, anrette det i de rette folder og i øvrigt tjekke om der var noget der skulle fixes. Det er sgu ikke noget vi er vant til, men man kan vænne sig til luksus, som Søren påpegede.

Vi brugte en halv dag på havet ved Menjangan Island hvor vi snorklede og dykkede. Det er et marint reservat, hvor man for mange år siden stoppede dynamitfiskeriet, men man kan jo ikke gøre noget ved den globale opvarmning, som tydeligt ses på de afblegede koraller. Der er stadig en del som er levende, og der er myriader af fisk, men hvis ikke der sker noget meget snart, så er det tydeligt at koralrevenes dage er talte, og det er et næsten ubærligt tab for denne vores klode. Og så er Trump pludselig ikke spor sjov mere.

Restauranten lå i vandkanten ved mangroveskoven. De vilde hjorte - rådyragtige - trippede helt bogstaveligt rundt mellem bordene og kulørte fugle blafrede rundt i træerne.

Nationalparken er også hjemsted for den endemiske balistær. Den findes kun på Bali og nærmest kun i netop dette reservat. Søren og Biv er meget ivrige fuglekiggere, og at se balistæren er stort set det ypperste en fuglekigger kan opnå, så de drog ud på en meget tidlig fugletur med to meget kompetente guider. Nogen timer senere mødtes vi ved morgenmaden, og da var det to fuldstændig afklarede og oplyste mennesker, der satte sig. De lignede nogen, der havde set Gud.

Foto: Søren Jessen

Arbejdsmæssigt går det langsomt fremad. Når jeg har været væk fra et manuskript så længe som tilfældet er, så tager det ufattelig lang tid at finde tilbage til, hvad det egentlig var for noget. Det er det, jeg er i gang med nu - og man har jo kun de overspringshandlinger man selv laver. F.eks. at skrive blog.